Når først logikken sidder, er tennis let at tælle. Her er reglerne i den rækkefølge, man har brug for dem: pointene først, så serven, så banen og til sidst det, der oftest giver diskussioner på en klubbane.
Pointene: 15, 30, 40
En tenniskamp er bygget op i tre niveauer: point bliver til partier, partier bliver til sæt, og sæt bliver til en kamp.
Inden for et parti tælles der sådan:
- 0 point hedder love på engelsk og nul på dansk.
- 1 point er 15.
- 2 point er 30.
- 3 point er 40.
- 4 point vinder partiet, hvis man er mindst to point foran.
Serverens stilling siges altid først. Står der 30-15, har serveren to point og modstanderen ét.
Ved 40-40 hedder stillingen lige, på engelsk deuce. Herfra skal man vinde to point i træk. Vinder man ét, har man fordel, og vinder man det næste, har man partiet. Taber man det, går stillingen tilbage til lige, og sådan kan det fortsætte længe.
Hvorfor 15, 30 og 40? Der er ingen sikker forklaring. Den mest udbredte teori peger på et gammelt urskive-system med kvarter, halv og trekvart, hvor 45 med tiden blev forkortet til 40 i daglig tale. Uanset hvad er systemet ældre end de moderne regler, og det er blevet stående af tradition.
Partier og sæt
Et sæt vindes af den, der først når seks partier med mindst to partiers forspring. Står det 6-5, skal man altså spille videre.
Ved 6-6 spilles en tiebreak. Her tælles der almindeligt: 1, 2, 3 og så videre. Den, der først når syv point med to points forspring, vinder tiebreaken og dermed sættet med 7-6.
I tiebreaken server den ene ét point, hvorefter de skifter hvert andet point. Der skiftes side hvert sjette point. Det lyder besværligt — og bliver hurtigt en vane.
En kamp spilles bedst af tre sæt i langt de fleste sammenhænge. I herresingle ved de fire største internationale turneringer spilles bedst af fem.
Sidste sæt håndteres forskelligt alt efter turnering og klub. Nogle steder spilles der almindeligt sæt uden tiebreak, andre steder tiebreak som i de øvrige sæt, og mange steder afgøres det tredje sæt af en match-tiebreak til ti point, hvilket sparer tid på en fælles banetid.
Serven
Serven er det eneste slag, hvor man selv bestemmer alt, og den har derfor flest regler.
To forsøg. Rammer første serv forkert, har man en anden. Fejler begge, er pointet tabt, og det kaldes dobbeltfejl.
Hvor den skal lande. Bolden skal ned i modstanderens servefelt på den modsatte side, altså diagonalt. Rammer den linjen, er den inde. Linjerne hører med til feltet.
Hvorfra. Man står bag baglinjen, og fødderne må ikke røre eller krydse linjen, før bolden er ramt. Sker det, er det en fodfejl, og serven er ugyldig.
Siderne skifter. Første point i et parti serves fra højre side set fra serveren, næste fra venstre, og sådan skiftevis.
Net på serven. Rammer serven nettet og lander rigtigt alligevel, er det en let, og serven tages om. Det gælder også, selvom det var anden serv. Der er ingen grænse for, hvor mange gange det kan ske.
Hvem server hvornår. Man skiftes til at serve et helt parti ad gangen.
Bolden i spil
Når serven er godkendt, gælder nogle få regler, og de dækker det meste af det, der sker på banen.
- Ét hop. Bolden må ramme jorden én gang på din banehalvdel, før du rammer den. Rammer den to gange, er pointet tabt.
- Du må gerne tage den i luften. Undtagen på serven, hvor modtageren skal lade den hoppe.
- Bolden må ikke røre dig. Rammer den dig eller dit tøj, er pointet tabt, også selvom du stod uden for banen.
- Du må ikke røre nettet med ketsjer, krop eller tøj, mens bolden er i spil.
- Du må ikke ramme bolden to gange i samme slag, og du må ikke bære eller kaste den på ketsjeren.
- Du må godt gribe ind over nettet med ketsjeren efter slaget, så længe du ikke rører nettet, og så længe selve kontakten med bolden skete på din side.
- Bolden må gerne ramme netkanten under spillet og falde over. Den er i spil.
Banen og linjerne
En tennisbane er 23,77 meter lang. Til single er den 8,23 meter bred, til double 10,97 meter.
De ekstra baner langs siderne kaldes sidefelter eller på engelsk tramlines. De er kun i spil ved double, og det gælder ikke serven: også i double serves der ned i det samme, smalle servefelt som i single.
Servefelterne er de to felter nærmest nettet, delt af en midterlinje. Baglinjen er bagerst, og området mellem servefeltet og baglinjen har ingen særskilt funktion ud over at være en del af banen.
Nettet er 0,914 meter højt i midten og lidt højere ved stolperne. Det er derfor, alle slår over midten, når de er i tvivl.
En bold, der rammer en linje, er inde. Hele linjen hører til feltet, og det gælder alle linjer på banen.
Double
Double har sine egne regler for rækkefølge, og de forvirrer ofte nye spillere.
Serverækkefølgen aftales inden sættet og ligger fast hele sættet igennem: spiller A fra hold 1, spiller A fra hold 2, spiller B fra hold 1, spiller B fra hold 2, og forfra.
Modtagerækkefølgen ligger også fast for hele sættet. Har man modtaget i højre felt i første parti, modtager man i højre felt hele sættet.
Begge rækkefølger må ændres ved starten af et nyt sæt.
Ud over det gælder de samme regler, og makkerne må stå, hvor de vil på deres egen banehalvdel.
Sideskift, pauser og tid
Der skiftes side efter det første parti og derefter efter hvert ulige parti, altså efter parti 1, 3, 5 og så videre. Grunden er sol og vind, som sjældent fordeler sig ligeligt.
Ved sideskift er der halvandet minut, undtagen efter første parti i et sæt, hvor der skiftes uden pause.
Mellem point er der 25 sekunder i turneringsspil. På en klubbane er det sjældent noget, nogen tæller.
Mellem sæt er der to minutter.
På en klubbane med fast banetid er den vigtigste uskrevne regel en anden: hold øje med uret og afslut, så det næste hold kan komme til. Et sæt tager typisk mellem tredive og halvtreds minutter.
Det, der giver diskussioner på klubbanen
Uden dommer er der et sæt normer, som alle går ud fra, og som er værd at kende.
Du dømmer på din egen banehalvdel. Du afgør, om modstanderens bold var inde eller ude på din side. Du dømmer aldrig på modstanderens.
Tvivl falder ud til modstanderens fordel. Kan du ikke se det klart, var bolden inde. Det er den vigtigste enkeltregel i klubtennis, og den er forudsætningen for, at spillet fungerer uden dommer.
Sig det højt og med det samme. Et kald skal komme straks. Kommer det, efter at du har spillet bolden tilbage, gælder det ikke.
Er I uenige om stillingen, så gå tilbage til det sidste, I er enige om, og genoptag derfra. Det er den almindelige løsning, og den er bedre end at diskutere.
Bolde fra nabobanen. Ruller en bold ind på jeres bane, mens et point spilles, tages pointet om. Sig let og stands spillet.
Sig stillingen højt før hver serv. Det forebygger halvdelen af alle uenigheder og koster ingenting.
Sådan læres pointsystemet hurtigst
Nye spillere bruger som regel de første par gange på at tælle forkert, og det tager opmærksomheden fra spillet. Tre greb gør det lettere.
Sig stillingen højt. Hver eneste gang, før serven. Det tvinger dig til at holde styr på den, og din modstander retter dig, hvis den er forkert.
Tæl point som slag, ikke som tal. Første point, andet, tredje, fjerde. Oversæt derefter til 15, 30 og 40. De fleste holder styr på antallet uden besvær; det er navnene, der driller.
Hold styr på partierne med bolde. Læg en bold i lommen pr. vundet parti, hvis I er i tvivl. Det lyder primitivt og virker.
Efter tre-fire gange sidder det på rygraden, og man tæller uden at gøre sig tanker om det. Det er netop derfor, det sjældent giver noget udbytte at gennemgå reglerne nøje, inden man har prøvet at spille første gang. Systemet falder på plads, når man står med en ketsjer i hånden.
Underlaget ændrer spillet
Reglerne er de samme overalt, men banerne er ikke, og det har større betydning, end nybegyndere regner med.
Grus er det almindeligste underlag på danske udendørsbaner. Bolden hopper højt og bliver langsommere, hvilket giver længere dueller og mere tid til at nå frem. På grus kan man glide ind i slagene, og det er en teknik i sig selv. Banen kræver til gengæld pasning: den skal fejes efter brug, og linjerne skal børstes.
Hardcourt og de fleste indendørs kunststofbaner giver et lavere, hurtigere hop. Serven betyder mere, duellerne bliver kortere, og underlaget er hårdere ved knæ og ryg.
Kunstgræs med sand ses en del indendørs i Danmark. Hoppet er lavt og lidt uforudsigeligt, og bolden skøjter mere.
Skiftet mellem underlag er den hyppigste årsag til, at et velspillende medlem pludselig føler sig uden for rytme i oktober, når sæsonen flytter indendørs. Der går som regel et par uger, og så har kroppen fundet det nye hop.
Kom i gang i en klub
Reglerne er den lette del. Det svære for de fleste er at komme i gang med at spille mod nogen.
Meld dig til et begynderhold frem for at vente på at blive god nok. Klubberne har hold på alle niveauer, og undervisningen foregår i grupper, hvor alle er lige uøvede.
Brug klubbens makkerordning. De fleste klubber har en tavle, en app eller en gruppe, hvor man finder nogen på sit eget niveau. Det er den hurtigste vej til faste spilletider.
Spil med nogen, der er bedre. En halv time mod en bedre spiller flytter mere end en time mod en lige så uøvet. De fleste spiller gerne, hvis man spørger.
Book fast banetid. En fast aftale hver uge er den enkeltfaktor, der afgør, om man stadig spiller til foråret.
Udstyr og påklædning
På en almindelig klubbane er kravene få, men de findes.
Sko. Det vigtigste punkt. Grusbaner kræver sko til grus, og almindelige løbesko med kraftigt mønster ødelægger banen. Indendørs kræves som regel sko med lyse såler, der ikke afsætter mærker.
Ketsjer. Der er ingen krav ud over rimelighed. Til begyndere er en ketsjer med stort hoved og let vægt markant nemmere.
Bolde. Hold samme type gennem en kamp, og udskift dem, når de bliver bløde. En flad bold ændrer spillet mere end de fleste tror.
Påklædning er fri i næsten alle danske klubber. Enkelte har regler om, at man ikke spiller med bar overkrop.
Padel og tennis: hvad der er forskelligt
Padel er vokset kraftigt i Danmark, og mange klubber har i dag begge dele. Da pointsystemet er det samme, opstår der let forvirring om, hvad der ellers gælder.
Det samme: 15, 30, 40, parti, sæt til seks med to i forspring, tiebreak ved 6-6, og sideskift efter ulige partier.
Det forskellige: padel spilles altid som double på en indhegnet bane med glasvægge, bolden må spille på væggene efter hoppet, serven slås underhånds under hoftehøjde efter et hop, og ketsjeren har ingen strenge, men huller.
Det betyder i praksis, at en tennisspiller kan tælle med fra første minut i padel, mens teknikken skal læres fra bunden. Og at en padelspiller, der prøver tennis, kender pointsystemet, men mangler serven, som er tennis' sværeste slag.
Små regler, der overrasker
Love er det engelske ord for nul, og på dansk siger man bare nul. Ved 40-40 hedder stillingen lige, fordi den fungerer anderledes end de andre: herfra skal man vinde to point i træk.
Rammer bolden netstolpen under spillet og lander i modstanderens felt, er den i spil. Rammer en serv stolpen, er den derimod fejl. Underhåndsserv er tilladt, så længe bolden rammes, før den rammer jorden, og lander i det rigtige felt.
No-ad er en forkortet tælleform, hvor stillingen lige afgøres af ét enkelt point i stedet for to i træk. Den bruges i nogle holdturneringer og når banetiden er kort, og formatet står altid i indbydelsen.
Reglerne der er ændret i nyere tid
Tennis har ry for at være uforanderlig, og det passer for grundreglerne. Omkring dem er der til gengæld sket en del, og det forklarer, hvorfor ældre spillere og yngre spillere ind imellem har forskellige forventninger.
Tiebreaken udgør den mest markante fornyelse. Den så dagen lys i slutningen af 1960'erne som en løsning på sæt, der aldrig ville tage ende, og den er sidenhen blevet så naturlig en del af spillet, at de fleste ikke længere opfatter den som noget nyt.
Sidste sæt. Det var længe almindeligt at spille afgørende sæt uden tiebreak, hvilket kunne give meget lange kampe. De store turneringer har i de senere år bevæget sig mod en fælles løsning med tiebreak også i sidste sæt.
Elektronisk linjedømning har ændret både dommernes og spillernes rolle på højeste niveau, og udfordringssystemet, hvor en spiller kan bede om at få et kald efterprøvet, er blevet en del af spillets dramaturgi.
Tidsregler. Et synligt ur mellem point er kommet til for at holde kampenes længde nede.
På en dansk klubbane mærker man mest den sidste: vanen med at spille videre uden lange pauser hænger sammen med, at banen skal videre til det næste hold.
Bolden, banen og vejret
Tre praktiske forhold, som reglerne ikke siger noget om, men som afgør, hvordan en kamp forløber udendørs i Danmark.
Kulde gør bolden død. Under omkring ti grader falder trykket i bolden, og den hopper markant lavere. Det er ikke indbildning, og det er grunden til, at forårs- og efterårstennis kræver mere kraft i slagene.
Fugt gør gruset tungt. Efter regn hopper bolden lavere og bremses mere, og banen bliver langsommere. En våd grusbane kan også være glat de steder, hvor overfladen er slidt.
Vinden er den store udligner. Den ændrer serven mest af alt og er grunden til, at sideskiftet efter ulige partier overhovedet findes. Spiller man med vinden i ryggen, er det værd at bruge mere topspin; spiller man imod, kan man tage et skridt frem i banen.
Ingen af delene står i regelbogen, og alle tre står i vejen for den, der første gang spiller ude i april.
Turneringsformer i dansk klubtennis
Ud over den almindelige kamp findes der en række formater, man møder i en klub, og de har hver deres regler for, hvordan der tælles.
Holdturneringen er den bærende struktur i dansk tennis. Klubberne stiller hold, og en holdkamp består af flere singler og doubler, hvor hver kamp giver point til holdet. Formatet på den enkelte kamp er typisk forkortet: to sæt med en match-tiebreak som afgørende sæt.
Klubmesterskabet afvikles som en almindelig turnering med lodtrækning og udslagning, og her spilles der som regel efter de fulde regler.
Åbne turneringer arrangeres af klubberne og er inddelt i rækker efter styrke. Man tilmelder sig den række, ens niveau hører til, og det er det, der gør dem brugbare for almindelige spillere.
Motionsturneringer og stigeturneringer er interne og uformelle. I en stige udfordrer man spillerne over sig, og vinder man, bytter man plads. Det er den letteste måde at få faste kampe mod nogen på sit eget niveau.
Fælles for dem alle: reglerne er de samme, formatet er forskelligt, og formatet står altid på indbydelsen. Læs den, før du melder dig til, så du ved, om en kamp tager fyrre minutter eller to timer.
Kort sagt
15, 30, 40 og parti. Seks partier med to i forspring giver et sæt, og ved 6-6 spilles tiebreak til syv. To serveforsøg, diagonalt ned i servefeltet, og ét hop før bolden skal rammes.
Og på klubbanen: du dømmer kun på din egen side, tvivl falder ud til modstanderens fordel, og stillingen siges højt før hver serv.